Nordia News

Sag om bestyrelsesansvar

By Angantyr Laurberg Nielsen
Published: 22.08.2023 | Posted in Kundehistorier

I sommeren 2023 faldt den endelige afgørelse ved Østre Landsret i en sag mod tre bestyrelsesmedlemmer af en konkursramt virksomhed. Bestyrelsesmedlemmerne var stævnet med påstand om at være personligt erstatningsansvarlige for selskabets tab, hvilket tab bestod et momskrav fra SKAT og som skyldtes, at selskabet og dets ledelse ikke havde forstået og/eller efterlevet momsreglerne for trekantshandel.

Generelt om bestyrelsesansvar

Selskabets bestyrelse spiller en afgørende rolle i styringen og tilsynet med et selskab. Bestyrelsens primære ansvar er at handle i virksomhedens og dens aktionærers bedste interesse og sikre langsigtet bæredygtighed, vækst og rentabilitet.

Bestyrelsen er ansvarlig for virksomhedens ”strategiske ledelse” og langsigtede mål. De arbejder sammen med direktionen med at formulere og godkende virksomhedens forretningsstrategi og sikre, at den er i overensstemmelse med virksomhedens vision og mission – men fører også tilsyn med direktionen, der forestår virksomhedens ”daglige ledelse”.

Bestyrelsen skal fastlægge risikostyringspolitikker og -procedurer og sikre, at ledelsen gennemfører passende risikoreduktionsstrategier. Bestyrelser har en pligt over for aktionærerne til at føre tilsyn med selskabets økonomiske sundhed. Dette omfatter gennemgang af finansielle rapporter, godkendelse af budgetter og sikring af overholdelse af finansielle bestemmelser.

Andre ansvarsområder omfatter compliance, etik, aktionærrelationer og corporate governance.

Det er vigtigt, at bestyrelsesmedlemmer udviser uafhængig dømmekraft, undgår interessekonflikter og handler i god tro under udførelsen af deres opgaver.

Hvis bestyrelsen ikke lever op til disse krav, risikerer bestyrelsesmedlemmerne selv at hæfte personligt for selskabets tab, især i en konkurssituation.

Den konkrete sag

I en nylig retssag havde jeg lejlighed til at undersøge grænserne for virksomhedens bestyrelsesansvar: Der var etableret et selskab med det formål at handle med kød cross boarder (”trekantshandel”). Desværre havde selskabets ledelse misforstået den danske momsregulering, og nogle formalitetskrav for momsfri trekantshandel var ikke på plads. Dette betød, at virksomheden ganske kort efter dets opstart blev mødt med et momskrav, som virksomheden ikke kunne betale – og efterfølgende gik virksomheden konkurs.

Konkursboet anlagde først en konkurskarantænesag mod de tre bestyrelsesmedlemmer, hvor jeg repræsenterede den ene. Alle blev frifundet i byretten, og sagen blev ikke anket af boet.

Senere anlagde konkursboet erstatningssag mod alle tre bestyrelsesmedlemmer, idet konkursboet gjorde gældende, at bestyrelsesmedlemmerne hæftede personligt for SKATs tab. Igen repræsenterede jeg det ene bestyrelsesmedlem, og i byretten blev alle bestyrelsesmedlemmer fundet erstatningsansvarlige, hvilket retten primært begrundede med bestyrelsens pligt til at føre tilsyn med selskabets daglige ledelse – altså direktionen. Alle tre medlemmer ankede afgørelsen.

I landsretten blev de to øvrige bestyrelsesmedlemmer også fundet erstatningsansvarlige, men min klient blev frifundet. Dette skyldtes ikke mindst, at min klient var indtrådt i bestyrelsen en måned efter selskabets stiftelse, og retten var derfor enig med mig i, at min klient ikke kunne hæfte for et tab begrundet i en forretningsmodel, som var besluttet og delvist igangsat, inden han indtrådte i bestyrelsen. Da virksomheden var hurtig til at stoppe driften, efter at problemerne opstod, var der heller ikke noget ansvar for at fortsætte med en økonomisk negativ drift for længe (såkaldt “drift udover håbsløshedstidspunktet”).

Sagens betydning

Sagen viser, at bestyrelsesansvaret kan være strengt – det er så vidt jeg ved den første dom, hvor ledelsen af et selskab er fundet personligt erstatningsansvarlige for at have misforstået momsregler. Derudover viser dommen vigtigheden af at føre tilsyn med den daglige ledelse i virksomheden og hurtigt at kunne stoppe en negativ drift.

Læs mere om de tjenester, der er relateret til selskabsret og corporate governance.

 

Angantyr Laurberg Nielsen
Partner, København aln@nordialaw.com +45 28 10 02 24

Relaterede nyheder